27. oktober 2026
41 nye almene boliger på vej i Ugerløse
Ugerløse får et nyt boligområde. Boligselskabet MNV Bolig er i gang med Højgårdslunden, som bliver på 41 nye almene boliger. De er en del af et større område, hvor der i alt kommer 72 boliger.
Der kommer 20 familieboliger og 21 ældreboliger, og midt i det hele bygger MNV Bolig et fælleshus, der skal være med til at skabe fællesskab mellem beboerne.
Det betyder, at både børnefamilier og ældre, der gerne vil blive boende i byen, får nye muligheder for at leje en bolig i Ugerløse. Området ligger tæt på natur, skole, indkøb og busser mod Holbæk og Roskilde.
Husleje, størrelser og indflytning er endnu ikke offentliggjort. Vil du skrives op, sker det via lejeboligen.nu, og MNV Bolig kan kontaktes på 76 44 48 00 eller kontakt@mnvbolig.dk.
Nye naboer er velkomne: Vores Ugerløse giver gerne en velkomstpakke, når de første flytter ind.